Hos Rhizome forankrer den franske hornist Abe Mamet en vidunderlig jazzkvartet

Den franske hornspiller Abe Mamet, i midten, optrådte på Rhizome den 8. oktober med trommeslager Joe Palmer til venstre, bassist Steve Arnold og Sarah Hughes, ikke på billedet. (Jamie Sandel)

mindsteløn for fastfoodarbejdere

Julius Watkins, jazzens første store hornspiller, ville have fyldt 100 år i denne weekend. Det tilfaldt naturligvis D.C.s eneste store jazzhornist - 27-årige Abe Mamet - at markere lejligheden. Fredag ​​aften så Mamet optræde som en del af en vidunderlig kvartet på græsplænen ved Rhizome, hvor gruppen hyldede Watkins og gav Mamet nogle egne rekvisitter.

Watkins kan have etableret en slægt, men franske hornister er stadig sjældne i jazzen. Det er en skam, som kvartetten demonstrerede. Mamets horn spillede under et baldakintelt (og nogle gange formindsket ved at passere metrotog og helikoptere), og Mamets horn blandede sig smukt med Sarah Hughes' altsaxofon på melodier som Thelonious Monks Think of One (den originale indspilning fra 1953 var Watkins' gennembrud) og Watkins' smukke liv. Elsker. Mere interessant var det dog, da de duellerede i stedet for at blande sig. På Watkins' swinger Blue Modes byttede de drilleri firere og gik derefter i legende kontrapunkt. Hughes udsendte kølige toner på alt, mens Mamet gik aggressivt, som for at presse igennem det franske horns naturlige bløde lyd. De mødtes i midten.

Mellem sangene og efter pausen fyldte Mamet publikum ind i Watkins og hans betydning med noter om hans historie, komponiststil og arv som lærer (hvor Mamet bemærkede, at han var en del af tredje generation af jazzhorn). Måske kan man sige, at det var den arv, der var fokus i seriens anden halvdel. Men mere til sagen var det Mamets egen musik.

Dette var en anden verden. Hvor Watkins' værker var baseret på bebop og den kortvarige jazz-møder-klassiske Third Stream-bevægelse, var Mamets værker post - ja, alt det. Hans MallRats centrerede sig om gadebeatet fra brassbandets renæssance, hvor hornisten, bassisten Steve Arnold og trommeslageren Joe Palmer alle fordoblede det beat. (Hughes sad ude.) Mamet spillede uakkompagneret på Dawn, et langsomt stykke med mesterlig brug af plads og tempo, før Hughes vendte tilbage for Joe Bonner, en funky hyldest til den afdøde pianist, som var en af ​​Mamets mentorer. Til deres ekstranummer vendte bandet tilbage til Watkins' arbejde: The Oblong, som i deres gengivelse havde en vagt New Orleans-følelse (selvom Mamet spillede et mere moderne swing - hårdt - over den følelse).

Selvom aftenens franske horn-fokus var indlysende, ville det ikke være rimeligt at sige, at Mamet var hele showet. Arnold var en produktiv solist, der fik bassen til at synge på Life of Love. Palmer spillede ikke solo, men han var helt sikkert koncertens groovemaster, og låste sig næsten telepatisk sammen med Arnold på Reasons in Tonality og Joe Bonner. I mellemtiden, i improvisation efter smukt konstrueret improvisation, beviste Hughes gang på gang, at hun er en borgerlig skat. Er der en bro her omkring et sted, som vi kan opkalde efter hende?